Astervej



Sabro-Fårup Lokalhistoriske Samling


Astervej


Der er ikke tegn der viser, at der har ligget andre gårde på Astervej end Astervej 17 som tidligere var stuehuset til Vistoftgården. I slutningen af 1800tallet blev der opført en ny Vistoftgård ude på marken. Avlsbygningerne blev revet ned, men man bibeholdt stuehuset.  Astervej har altid været til og frakørselsvejen mod øst, den har også tilbage i tiden været hovedgaden i Sabro. Det var her de handlende, håndværkerne og institutionerne havde til huse. I nummer 16 var der købmandsforretning, men hvis man hellere ville handle i en forretning hvor man havde mulighed for indflydelse, så gik man i brugsforeningen på den anden side af gaden i nummer 9 - Hvis stråtaget på bindingsværksgården der hjemme var ved at blæse af, så henvendte man sig til tækkemanden i nummer 17.


Hvis gårdmanden havde fået et par køer for meget i stalden, så henvendte man sig til byens handelsmand, han boede også på Astervej, hvis handelen ikke kunne klares med et håndslag, tog handelsmanden kreaturerne med på kvægtorvet i Aarhus.

Børnenes lærdom modtog de også her på Astervej, Hovedskolen har ligget her siden 1871 -  i 1908 udvider man skolekapaciteten  med en forskole for de mindste elever.

En vigtig person i byen var kogekonen, en sådan var der naturligvis også at finde på Astervej, hun boede i nummer 12 - Oppe på hjørnet i nummer 18 har der været savskæreri, saven blev trukket af en vindmølle. Det var for øvrigt også her i nr. 18 at Sabro brugsforening blev stiftet i 1889  -  Præsten boede her tilfældigvis ikke, men det gjorde til gengæld kirkegårdsgraveren. En meget hjælpsom person, som altid stod til tjeneste.

Jo, Astervej var en betydningsfuld gade i byen. Navnet Aster er for øvrigt navnet på en farvestrålende kurvblomst og betyder stjerne.